Danskere og EU-borgere, der bor i Danmark, kan stemme til valget. Næste valgdag er den 9. juni 2024

Opstilling til Europa-Parlamentsvalg

Skrevet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  • At være valgbar

    Hvis du ønsker at stille op til Europa-Parlamentsvalg, skal du være valgbar. At være valgbar betyder, at man kan stille op og blive valgt til Europa-Parlamentet. Du er automatisk valgbar, når du har valgret, dvs. når du kan stemme til valget. 

    Valgret til Europa-Parlamentsvalg i Danmark har enhver, der enten:
    • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i Danmark
    • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i af de øvrige EU-medlemsstater eller
    • er statsborger i en af de øvrige EU-medlemsstater, er fyldt 18 år og bor i Danmark.  
    Følgende personer har ikke valgret til Europa-Parlamentsvalg:
    • udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c), og
    • udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b).

    Selvom du opfylder betingelserne for at være valgbar (valgretsbetingelserne), kan du miste din valgbarhed, hvis du er straffet eller bliver straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør dig uværdig til at være medlem af Europa-Parlamentet.

    Du kan dog altid stille op til Europa-Parlamentsvalget i Danmark, uanset om du måtte være straffet for en handling, der kan medføre, at du mister din valgbarhed. Det er først, hvis du bliver valgt til Europa-Parlamentet, at der bliver taget stilling til, om du er valgbar. Spørgsmålet om valgbarhed afgøres af Folketinget.

  • Sådan stiller du op til valget

    Hvis du ønsker at stille op til Europa-Parlamentsvalg, skal du stille op for et parti, der er opstillingsberettiget. Du kan ikke stille op som kandidat uden for partierne (løsgænger) til Europa-Parlamentsvalg.

    Kandidatlister

    De kandidater, der opstiller til valget, skal anføres på kandidatlister. Kandidatlister skal anføres på en formular, der er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Hvert parti må kun aflevere én kandidatliste, og alle kandidater, der stiller op for partiet, skal underskrive denne.

    Kandidatlisten skal indeholde en række oplysninger om de enkelte kandidater, herunder kandidatens fulde navn, kandidatens navn på stemmesedlen, personnummer, statsborgerskab, stilling og bopæl.  

  • Sådan gør du, hvis du er EU-borger, bor i Danmark og vil stille op

    Du har ret til at stille op til Europa-Parlamentsvalg i Danmark, hvis du er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union og bor i Danmark. 

    Ønsker du at stille op til valget i Danmark, skal du udfylde en særskilt erklæring, der skal indleveres sammen med kandidatlisten. Det skal bruge en formular, der er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I formularen skal du oplyse: 

    • dit statsborgerskab, fødselsdato, fødested, din seneste adresse i dit hjemland samt bopæl (adresse) i Danmark
    • at du ikke samtidig opstiller som kandidat til valget i en af de øvrige medlemsstater i EU
    • i hvilken valgkreds eller kommune du eventuelt senest var optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalg i dit hjemland
    • at du ikke har fortabt retten til at opstille til Europa-Parlamentsvalg i dit hjemland (valgbarhedsattest fra relevant myndighed i dit hjemland).

    Erklæringen vil blive sendt til dit hjemland for at indhente oplysninger om din valgbarhed. 

    Læs mere om at stille op på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

  • Partiet indleverer kandidatlisten - se fristen for valget i Danmark den 9. juni 2024

    Partiet skal indlevere kandidatlisten med alle kandidaternes navne og oplysninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest kl. 12 søndag den 21. april 2024. Kandidatlisten kan tidligst indleveres søndag den 7. april 2024. 

    Hurtigst muligt efter at fristen for indlevering af kandidatlister er udløbet, offentliggør Indenrigs- og Sundhedsministeriet alle godkendte kandidatlister til Europa-Parlamentsvalget i Statstidende samt på ministeriets valghjemmeside.

Valgdagen 9. juni 2024

Skrevet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  • Valgdagen i Danmark: Søndag den 9. juni 2024 er der valg til Europa-Parlamentet

    Hvis du ønsker at stemme på valgdagen, skal du gå ned på det valgsted, der står på dit valgkort. Husk at tage valgkortet med. 

    Mistet valgkort

    Hvis du har mistet dit valgkort eller ikke har modtaget det med posten, skal du huske anden legitimation, fx dit pas, kørekort eller det gule sundhedskort. Det gælder også, hvis du har glemt at få valgkortet med.

    Åbningstider

    Valgstederne har på valgdagen åbent mellem kl. 9 og kl. 20.

    I stemmelokalet vil der være valgstyrere og tilforordnede vælgere. De er valgt af kommunalbestyrelsen til at bistå ved afviklingen af valget, og de holder øje med, at stemmeafgivningen går rigtigt for sig.

  • Valgbestyrelse, valgstyrere og valgtilforordnede

    I forbindelse med valget skal der være følgende:  

    En valgbestyrelse

    I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen en valgbestyrelse, som har en række opgaver ved valget. Det er fx valgbestyrelsen, der skal sørge for at fremstille stemmesedler. Valgbestyrelsen er også ansvarlig for stemmeoptællingen efter valget og for indberetningen af valgresultaterne på valgaftenen. Det er også valgbestyrelsen, der står for den efterfølgende fintælling.

    Valgstyrere

    På hvert valgsted vil der være mellem 5 og 9 valgstyrere, valgt af kommunalbestyrelsen, som er ansvarlige for afviklingen af valget og skal lede og fordele arbejdet på det enkelte valgsted. Valgstyrerne er også med til at tælle stemmerne op.

    Tilforordnede vælgere

    Der vil være en række tilforordnede vælgere, valgt af kommunalbestyrelsen, som har forskellige opgaver i forbindelse med valget. Opgaverne kan fx være:

    • udlevere stemmesedler til vælgere
    • hjælpe - i samarbejde med valgstyrerne - de vælgere, der har brug for hjælp til at stemme
    • vise vælgerene, hvor stemmerummet er
    • passe på stemmekasserne, når vælgerne har lagt stemmesedlerne i
    • tælle stemmerne op efter valget. 
  • Valgkort skal afleveres ved dit valgbord

    For at få udleveret din stemmeseddel på valgstedet skal du aflevere det valgkort, som du har fået tilsendt med posten, til valglisteføreren og oplyse din fødselsdato.

    Hvis du har mistet dit valgkort

    Har du mistet eller glemt dit valgkort, eller har du ikke modtaget et valgkort, kan du få udskrevet et nyt på valgstedet, hvis du har medbragt legitimation, fx dit pas, kørekort eller dit gule sundhedskort. Det er altså ikke en betingelse for at få lov til at stemme på valgdagen, at du medbringer dit valgkort, så længe du medbringer legitimation.

  • Stemmeseddel og stemmeafgivelse

    Når du har modtaget din stemmeseddel, bliver du vist hen til et stemmerum med et gardin, hvor du kan afgive din stemme, uden at andre kan se, hvad du stemmer.

    Sådan stemmer du
    • På stemmesedlen kan du enten sætte kryds ved et partinavn eller ved en kandidat.
    • Du bestemmer selv, om du vil stemme på et parti eller stemme personligt på en kandidat.
    • Du må dog sætte ét kryds på stemmesedlen, ellers kan din stemmeseddel være ugyldig.

    Hvis du har stemt personligt på en kandidat, der ikke får nok stemmer til at komme ind i Europa-Parlamentet, vil din stemme tælle som en stemme på det parti, som kandidaten er opstillet for.

    Hvis du kommer til at sætte dit kryds forkert, kan du få udleveret en ny stemmeseddel ved at henvende dig til en valgstyrer eller tilforordnet vælger på valgstedet. 

    Hvis du ikke afkrydser stemmesedlen

    Du kan lade være med at afkrydse stemmesedlen. Det kaldes en blank stemme. En blank stemme er ugyldig og tæller ikke med, når man skal finde ud af, hvem der er valgt, men den tæller med som en afgivet stemme, og den indgå i den samlede valgdeltagelse.

  • Hjælp til at stemme

    Har du brug for hjælp til at sætte dit kryds eller få forklaret stemmesedlen mv., eksempelvis fordi du er svagtseende eller har et handicap m.v., har du 3 muligheder for at få hjælp:

    1. Du kan få hjælp af 2 tilforordnede vælgere eller valgstyrere på valgstedet. 
    2. Du kan få hjælp af en person, du selv har valgt, i stedet for den ene tilforordnede vælger eller valgstyrer. Du vil så få hjælp af den person, du selv har valgt, sammen med en tilforordnet vælger eller valgstyrer. 
    3. Du kan også få hjælp til at stemme alene af en person, du selv har valgt, dvs. uden medvirken af en myndighedsperson (en valgstyrer eller tilforordnet vælger). Dog er det en betingelse, at du udtrykkeligt og utvetydigt over for en valgstyrer eller tilforordnet vælger tilkendegiver, at du alene ønsker hjælp af den person, du selv har udpeget. Endvidere er det en betingelse, at dit ønske om alene at få hjælp af den person, du selv har udpeget, er begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

    Hvis du ikke kan komme ind i stemmelokalet, eksempelvis på grund af handicap eller nedsat førlighed, kan du bede om at stemme umiddelbart uden for stemmelokalet. Det kan fx være i din bil. Også dette vil de tilforordnede vælgere eller valgstyrerne hjælpe med.

  • Hjælpemidler ved stemmeafgivningen

    Når du stemmer, kan du benytte de hjælpemidler, der stilles til rådighed.

    Kommunerne skal stille en række hjælpemidler til rådighed på valgstederne. Det drejer sig bl.a. om en sort pen med en tykkere stregtykkelse til brug for afkrydsning af stemmesedlen, en ikke-håndholdt lup samt en ikke-håndholdt LED-lampe.   

    Endvidere skal der på mindst ét valgsted i hver kommune være et bord, der kan reguleres i højden samt et forstørrelsesapparat med en skærm af typen CCTV.

    Du kan læse mere om hjælp til stemmeafgivningen på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.

  • Kan jeg stemme på et andet valgsted?

    Du skal som udgangspunkt stemme på det valgsted, du hører til. Men hvis du har nedsat førlighed eller har et handicap, der gør, at du bedre kan stemme på et andet valgsted end det, du er tilknyttet, kan du søge om at stemme på et andet valgsted i kommunen. Det kan fx være, at der er et andet valgsted, der har bedre tilgængelighed eller er lettere at komme til med offentlig transport. 

    Valg 2024: Hvornår skal du søge om at skifte valgsted

    Ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024 skal du søge om at skifte valgsted senest kl. 12 fredag den 31. maj 2024 hos kommunen. Du kan tidligst søge søndag den 12. maj 2024. 

  • Hvis du vil klage

    Alle vælgere kan klage over et afholdt valg til Europa-Parlamentet. Det kan fx være ved mistanke om, at optællingen af stemmerne ikke er foregået korrekt. Klagen skal sendes til indenrigs- og sundhedsministeren, men bliver afgjort af Folketinget.

    Hvis du vil klage over Europaparlamentsvalget den 9. juni 2024, skal klagen være modtaget i Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest lørdag den 16. juni 2024. 

Brevstemme til Europa-Parlamentsvalg

Skrevet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  • Hvad vil det sige at brevstemme, og hvor du kan brevstemme i Danmark

    Hvis du har valgret til Europa-Parlamentsvalget, kan du vælge at brevstemme i stedet for at møde op og stemme på valgdagen.

    Hvis du brevstemmer, kan du ikke også stemme på valgdagen. Du må gerne brevstemme flere gange, fx hvis du ombestemmer dig undervejs – det er så den sidst afgivne brevstemme, der tæller.

    I Danmark kan du brevstemme her:
    • i alle landets kommuner, fx på borgerservicecentrene. I nogle kommuner kan du også brevstemme på biblioteker eller mobile brevstemmesteder - se på kommunens hjemmeside, hvor du kan brevstemme
    • på sygehuse, hvis du er indlagt
    • på plejehjem, beskyttede boliger og i ældreboliger, hvis du er beboer
    • i særlige boformer for fx kvinder udsat for vold, voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, hvis du opholder dig her
    • i fængsler, arresthuse, m.m., hvis du er indsat
    • i dit eget hjem, hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem
    • på afsides beliggende øer, hvor der ikke er et valgsted (Venø m.fl.)
    • på danske havanlæg - fx boreplatforme - på dansk område.

    Du kan få flere oplysninger om at brevstemme hos kommunen eller Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

  • Se, hvornår og hvor du kan brevstemme i Danmark?

    Det næste Europa-Parlamentsvalg er den 9. juni 2024. 

    Hvornår kan du brevstemme? 

    Hvis du brevstemmer i kommune: Du kan brevstemme mandag den 29. april 2024 i hvilken som helst kommune i Danmark til og med torsdag den 6. juni 2024. Find åbningstiderne for kommunens brevstemmesteder på kommunens hjemmeside. 

    Hvis du brevstemmer et andet sted i Danmark end i kommunen: Et andet sted kan fx være på et sygehus, hvis du er indlagt. I så fald kan du først brevstemme fra søndag den 19. maj 2024 til og med torsdag den 6. juni 2024. 

    Hvor kan du brevstemme? 

    Via Start-knappen kan du gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme. 

  • Sådan brevstemmer du – husk gyldig legitimation

    Når du brevstemmer, skal du huske gyldig legitimation som fx dit pas, kørekort eller det gule sundhedskort. Du behøver ikke at medbringe dit valgkort, da valgkortet kun skal bruges, hvis du vil stemme på valgdagen.

    Når du møder op på et sted, hvor man kan brevstemme, vil der være en brevstemmemodtager, som vil vejlede dig om, hvordan du brevstemmer.

    Udlevering af stemmeseddel

    Når du har vist gyldig legitimation (fx pas, kørekort eller det gule sundhedskort) til brevstemmemodtageren, vil du få udleveret en stemmeseddel og en tilhørende blå konvolut.

    Når du har udfyldt stemmesedlen, skal du selv lægge den i den lille blå konvolut og lukke konvolutten.

    Følgebrev

    Herefter skal du udfylde et følgebrev med dit navn, din fødselsdato og din bopælsadresse. Nogle af disse oplysninger kan dog være udfyldt maskinelt af kommunen på forhånd. Du skal under alle omstændigheder datere og underskrive følgebrevet, når du har brevstemt. Stemmemodtageren skal attestere følgebrevet, da stemmemodtageren på den måde skriver under på, at alt er gået rigtigt til. Du skal herefter selv lægge konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i en større yderkuvert og lukke yderkuverten.

    Din brevstemme bliver så sendt til din bopælskommune. Din bopælskommune sørger for, at din brevstemme bliver afleveret på det valgsted, som du hører til, så den kan indgå i optællingen af stemmer på valgdagen. 

  • Brevstemme i eget hjem til valget den 9. juni - ansøg fra 12. maj til 28. maj 2024

    Hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem, kan du søge om at brevstemme hjemme. Modtager du hjemmepleje eller sygepleje, kan du få et ansøgningsskema af den person, der yder plejen.

    Du kan også henvende dig til kommunen for at få et ansøgningsskema eller hente det fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside. Ansøgningen skal sendes til kommunen.

    Hvornår kan du ansøge?

    Du kan tidligst sende ansøgningen til kommunen søndag den 12. maj 2024 og senest kl. 18 tirsdag den 28. maj 2024. Den enkelte kommune kan dog have sat en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos kommunen.

    Sådan foregår brevafstemningen

    Hvis kommunen mener, du er berettiget til at stemme hjemme, vil du og kommunen sammen aftale et tidspunkt, hvor 2 tilforordnede vælgere vil komme hjem til dig med en brevstemmeseddel.

    Du kan læse mere om, hvordan du søger om at brevstemme i eget hjem på Indenrigs- og Sundhedsministeriet valghjemmeside.

  • Brevstemme fra institution m.v.

    Hvis du bor eller er indlagt på en institution, som fx et plejehjem, et hospital, særlige boformer m.v. eller hvis du er indsat i et fængsel, kan du også brevstemme her.

    Kommunen vil sørge for, at der kommer tilforordnede vælgere hen til institutionen. De tilforordnede vælgere udleverer en brevstemmeseddel og vejleder dig. 

    Hvis du er indlagt på et hospital eller er indsat i et fængsel eller arresthus, er det personalet dér, der fungerer som brevstemmemodtagere.

  • Brevstemme fra udlandet - du kan stemme fra den 9. marts 2024

    Hvis du bor i Danmark og opholder dig midlertidigt i udlandet, fx hvis du er på ferie eller er studie- eller forretningsrejse, kan du brevstemme i udlandet fra søndag den 9. marts 2024. 

    Du kan brevstemme ved enhver dansk ambassade eller ethvert dansk konsulat i det land, hvor du befinder dig.

    Når du brevstemmer, skal du altid huske at medbringe gyldig legitimation, fx dit pas, kørekort eller gule sygesikringsbevis/sundhedskort.

    • Hvis du er udsendt af forsvaret, kan du brevstemme hos en brevstemmemodtager i forsvaret.
    • Hvis du gør tjeneste eller opholder dig som passager på et dansk skib i udenrigsfart eller er ansat på et dansk havanlæg – fx en boreplatform – kan du brevstemme på skibet eller havanlægget.
    • Vælgere, der bor i Danmark, men som opholder sig midlertidigt på Færøerne eller i Grønland, kan brevstemme på de færøske eller grønlandske folkeregistre eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren.
    • Danske statsborgere, der bor på Færøerne eller i Grønland, kan som udgangspunkt ikke stemme til Europa-Parlamentsvalget, fordi Færøerne og Grønland står uden for EU-samarbejdet.
    • Danske statsborgere, der midlertidigt har taget ophold på Færøerne eller i Grønland, kan dog under visse betingelser og efter ansøgning bevare valgretten til Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Du kan læse mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside om ansøgning om optagelse på valglisten, hvis du midlertidigt opholder dig på Færøerne eller i Grønland.  
    Frist

    Der er ingen frist for, hvornår du senest kan brevstemme i udlandet. Det er en god idé at brevstemme i så god tid som muligt, så din brevstemme kan nå at blive sendt hjem og komme frem til kommunen, inden afstemningen starter kl. 9 på valgdagen søndag den 9. juni 2024. Din brevstemme vil kun komme i betragtning, hvis den er fremme, inden afstemningen starter. 

    Du kan læse mere om brevstemmeafgivning til Europa-Parlamentsvalg på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside.

Sidst opdateret: