Alle, som beder om hjælp til at stemme til et valg, kan få hjælp på afstemningsstedet.

Personlig bistand til stemmeafgivning skal som udgangspunkt ydes af to valgstyrere eller tilforordnede.
Du kan i stedet vælge at få hjælp af en person, som du selv vælger (en personlig hjælper). Det kan være et familiemedlem, en ven eller en ægtefælle. Hvis du får hjælp af en personlig hjælper, som du selv har udpeget, skal der dog også altid være en valgstyrer eller tilforordnet vælger til stede, når du afgiver din stemme.

For at få hjælp til at stemme kræver det, at du umiddelbart over for dem, der skal hjælpe dig med at sætte krydset, utvetydigt kan fortælle dem, hvilket parti eller hvilken kandidat du ønsker at stemme på. Det er ikke nok, at det for eksempel står på en seddel, som du har haft med hjemmefra, eller at det bliver formidlet ved hjælp af en tolk.

Der er dog mulighed for personlig bistand udelukkende af en personligt udpeget hjælper hvis:

• Vælgeren selv udtrykkeligt og utvetydigt giver ønske herom og
• Ønsket er begrundet i en umiddelbar konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Du kan læse mere om at få hjælp til stemmeafgivning i folderen ”Du kan få hjælp til at sætte dit X”.

Folderen finder du her.

Sidst opdateret: