icon-Aktiv-i-naturen
Tilbage til oversigt

Forslag til indsatsplan for Trekantområdet

Beskyttelsesplanen for grundvand er i offentlig høring. Den omfatter de indsatser, der skal til for at beskytte grundvandet, hvem der har ansvaret for dem, og hvornår de skal gennemføres.

Andkær, Bredsten, Brejning, Børkop, Egtved, Gadbjerg, Givskud, Grønbjerg og Langelund, Gårslev, Hovedkær (Jelling nord), Højen, Jelling, Nørup-området, Randbøldal, Skibet, Smidstrup-Skærup, Vandel, Vejle, Vejle Vesteregn, Ødsted og Jerlev

Formål

Rent grundvand er en vigtig ressource og for at fremtidssikre den mod alle forureningskilder, er der nu udarbejdet en grundvandsbeskyttelsesplan, der beskriver de indsatser, der skal til for at beskytte grundvandet, hvem der har ansvaret for dem, og hvornår de skal gennemføres.

Opbygning af planen

Indsatsplanen er opbygget i to dele:

  • DEL 1 indeholder en beskrivelse af området, kortlægningen, grundvandsressourcen- og kvaliteten samt problemstillinger og generelle indsatser
  • DEL 2 indeholder kort, som viser udpegningerne for de enkelte vandværker, kortlagte forureninger og matrikler med mistanke om en forurening, naturområder og fredskov

Indsatsplanen er vurderet i forhold til Habitatbekendtgørelsen (nr. 2091 af 12. november 2021). Det er Vejle Kommunes sammenfattende vurdering, at Forslag til Indsatsplan Trekantområdet ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura2000-områderne væsentligt eller medføre beskadigelse af yngle- eller rastepladser for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV. Det betyder, at der ikke skal foretages en nærmere konsekvensvurdering af indsatsplanen.

Indsatsplanen er også screenet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021). Resultatet af screeningen er, at planforslaget vurderes til ikke at have nogen væsentlig negative indvirkning på miljøet ved implementering af indsatsplanen, da den kun fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser, der ikke vurderes at kunne have en væsentlig indvirkning på miljøet. Der skal dermed ikke skal gennemføres en miljøvurdering.

I tilknytning til planen er der lavet en enkelt revision (tilføjelse) af Vejle Kommunes eksisterende retningslinjer for grundvandsbeskyttelse. Derudover er der tilknyttet en trinmodel for nitrat, en trinmodel for pesticider og et handlingskatalog for pesticider. Retningslinjer, trinmodeller og handlingskataloget gælder for hele Vejle Kommune.

Vejle Kommune arbejder sammen med vandværkerne om at skabe en mere robust vandforsyning. Projektet hedder Fremtidens Vandforsyning. En robust vandforsyning er fx etablering af en nødforbindelse. Et kort viser hvilke vandværker der har etableret nødforbindelser og hvilke der er i gang.

Send dit høringssvar til indsatsplanen

Et led i godkendelsesproceduren for indsatsplanen er, at planen skal i offentlig høring i 12 uger.

Godkendelsesproceduren for en indsatsplan

Inden forslag til indsatsplanen er sendt i offentlig høring, har den været i forhøring hos H2O Vejle. Dernæst har der været foretaget en politisk behandling i kommunens Udvalg for Klima, Natur- og Miljø, Økonomiudvalg og Byråd. Byrådet besluttede 17. august at sende forslag til indsatsplan for Trekantområdet i høring i 12 uger.

Den endelige politiske behandling vil blive foretaget, når den offentlige høring er afsluttet, og vi har modtaget eventuelle bemærkninger til indsatsplan, retningslinjer, trinmodeller og handlingskatalog.

Den politiske behandling af den endelige plan finder sted i 2023.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.